Victoria og verdensmålene

Avocado-Mysteriet på vej ud til alle danske skoler

Her i januar modtager 2.300 grundskoler hver tre eksemplarer af Avocado-Mysteriet, der handler om verdensmål nr. 12 om ansvarligt forbrug og produktion’.

Alle landets knap 2.300 grundskoler modtager her i januar 2023 tre gratis eksemplarer af Avocado-Mysteriet i serien om Victoria & Verdensmålene. 

Bag donationen står HOLMRIS B8, der har valgt at støtte dette projekt i stedet for at udsende en mere traditionel julegave til deres kunder.

Avocado-Mysteriet henvender sig til elever i 3.-6. klassetrin. Udover at styrke elevernes læseglæde ved give dem en spændende fortælling i et levende sprog, lærer de at handle og skabe forandring i forhold til ansvarligt forbrug og produktion med Victoria som rollemodel.

Udover selve bogen kan lærere og elever dykke ned i det gratis og kreative undervisningsmateriale, som er udviklet sammen med Rikke Falkenberg Kofoed fra Leg med IT. Det brede undervisningsmateriale inddrager innovation og entreprenørånd som tværgående tema og styrker elevernes handlekompetence. Undervisningsmaterialerne henvender sig til 3.-6. klassetrin i fagene dansk og natur/teknologi, madkundskab, håndværk og design – tilsat lidt musik.

– Avocado-Mysteriet kan bruges som inspiration for lærere, der vil lave korte såvel som lange forløb om Verdensmålene. Bogen rummer ligesom Uglens Univers om mål nr. 4 mange idéer til aktiviteter, siger Jesper Tornbjerg, der er forfatter til Victoria & Verdensmålene.

– Ja, og på vores hjemmeside ligger der mange forskellige typer opgaver, der er lige til at gå til. Læg særligt mærke til Mærk din sag, som vi har skabt sammen med Fonden for Entreprenørskab, siger Rikke Falkenberg Kofoed.

HOLMRIS B8, som er Danmarks ledende salg- og designvirksomhed inden for møbler til bl.a. skoler og undervisningsinstitutioner, arbejder strategisk med ansvarligt forbrug og produktion, der er kernen i verdensmål nr. 12. Virksomheden har fx doneret over 87.133 brugte møbler til velgørenhed og har sammen med sine kunder plantet 82.522 træer i seks nye klimaskove.

Victoria & Verdensmålene og HOLMRIS B8 håber, at Avocado-Mysteriet kan være med til at give eleverne i de danske grundskoler en forståelse og viden om, hvordan vi alle kan være med til at producere og forbruge ansvarligt.

Avocado-Mysteriet er med ekstraoplaget foreløbig blevet trykt i ca. 27.500 eksemplarer.