

Trods Seaspiracy-kontrovers:
Hold fokus på hovedbudskabet
Verdenshavene mistrives. Punktum. Vi skal nå verdensmål nr. 14 om livet i havet med opbygning af viden (også i børnehøjde) og stærke internationale alliancer.
Seaspiracy: Tak for at sætte fokus på verdenshavene. Den nye Netflix-dokumentar fremkalder retfærdig harme, som jeg kender fra min research til den nys udgivne børnebog ’Den Lille Havfrue Vender Tilbage’.
Talrige arter står på kanten af udryddelse. Havbunde er forvandlet til golde ørkener. Plastic og mikroplastic flyder overalt. Hajer jagtes for deres finner. Ålegræs og koralrev mistrives. Global opvarmning øger presset på de marine økosystemer.
Seaspiracy har åbnet mange nye øjne for nogle af de uhyrligheder, vi udsætter verdenshavene for. Bravo. Det her er en kærkommen mulighed for en global debat om Verdensmål nr. 14 om livet i havet.
Seaspiracy bliver med rette kritiseret for at sjuske med fakta og hænge nogle af de kilder ud, der vitterligt gør en indsats for at trække i den rigtige retning. Ikke så godt, men lad os nu holde fokus. Pointen er, at vi mennesker skal levere en jætteindsats for at leve op til FN’s verdensmål for om ’livet i havet’ i 2030 og videre frem.
Dokumentaren er spidsvinklet – og brager dermed igennem med vigtige budskaber i det globale medialandskab. I stedet for en diskussion om budbringeren Seaspiracy skal vi fortsætte den substanssamtale, der allerede er i gang i mange fora:
Om hvad vi gør for at beskytte verdenshavene mod de værste af menneskets handlinger. Om hvordan vi sikrer en bæredygtig udvikling ude på og under bølgegang og havblik.
’Vi skal kun høste ressourcer fra havet, hvis vi kan gøre det igen og igen. Kun hvis vi kan gentage, det vi gør, er det bæredygtigt’, siger Victoria i ’Den Lille Havfrue Vender Tilbage’.
Dokumentarens fremmeste forslag til løsning er, at vi skal holde op med at spise fisk. Jeg har respekt for veganere og vegetarer, men jeg fortsætter med at spise torsk, sild og sej (men selvfølgelig ikke hajfinner). Ja, ændret forbrugeradfærd kan flytte noget, men vi har brug for strukturelle ændringer på nationalt og internationalt plan. Vi skal diskutere problemerne og udvikle løsninger, der kan samle bred opbakning.
Vi har brug for politik!
Og hvad skal der til?
Efter at have haft hovedet nede under havoverfladen i forbindelse med ’Den Lille Havfrue Vender Tilbage’, forekommer åbenlyst, at vi skal beskytte store havområder, så de får lov til at hvile for fisketrawl og andre belastende aktiviteter. Netop nu er der en – alt for stille – debat om, hvordan vi i FN-regi kan beskytte 30 procent af oceanerne i 2030.
Vi har også brug for globale, retfærdige fiskeriaftaler og effektiv fiskerikontrol, så havets ressourcer ikke tilfalder de stærkeste lande og de værste banditter.
Vi har brug for internationale miljømærker med høj troværdighed.
Vi har brug for totalforbud mod hvalfangst og fangst af andre truede arter.
Vi har brug for en Plastickonvention med producentansvar og støtte til udviklingslande, så de kan oprette indsamlingssystemer – og løsninger i forhold til de mange spøgelsesnet, der driver rundt i farvande overalt på kloden.
I det nære skal vi genskabe levevilkår for ålegræs og fiskeyngel med genetablering af stenrev og færre udledninger af næringsstoffer bl.a. fra landbruget.
Alt det (og meget mere) kræver stærke politikere, der formår at skabe brede partnerskaber. Her hjælper det altså ikke at klippe EU’s fiskerikommissær sønder og sammen i en dokumentar, så han fremstår som en jubelidiot. EU’s fiskeripolitik kan sikkert kritiseres for meget, men den er helt sikkert bedre nu end for 20 år siden.
Uden stærke institutioner som EU får private og nationale ’pirater’ frit spil.
Og fiskerimærket MSC, der også hænges ud i Seaspiracy? Nej, det blå mærke er ikke perfekt, men det er det bedste, vi har på internationalt niveau. Mærket oplyser familier, når de står foran køledisken i supermarkedet, og trækker fiskeriet i en mere bæredygtig retning. Det samme gælder det nye danske mærke om bæredygtigt kystfiskeri: NaturSkånsom.
Verdensmålene stiller krav om involvering af alle vi 7,8 milliarder mennesker, men det er i sagens natur rigtig svært at følge med i mål nr. 14. Menneskets behandling af havene foregår i bogstavelig forstand under overfladen, men en global samtale om verdenshavene er afgørende for vores fælles fremtid.
Medier overalt i verden har derfor en seriøs forpligtelse til at holde fokus på tab af biodiversitet, klimaforandringer og de andre planetære miljøkriser, hvad enten de handler om livet i havet eller livet på land.
Kompliceret stof med mange interessekonflikter!
Mit beskedne bidrag til en kvalificeret dialog om oceanerne er børnebogen ’Den Lille Havfrue Vender Tilbage’ i serien om Victoria & Verdensmålene. Netop i disse dage er den på vej ud til samtlige +2.300 skoler i Danmark.
Jeg håber, lærerne på mellemtrinnet vil tage godt imod de gratis bøger og de kreative undervisningsmaterialer, Rikke Falkenberg Kofoed fra Leg med IT har lagt op på vores hjemmeside. Går det som med de foregående titler i serien om 12-årige Victoria, vil tusindvis af børn arbejde seriøst med ’livet i havet’ og dermed blive lidt mere oplyste verdensborgere. Forhåbentlig med sans for kildekritik og proportioner!
Forældre og bedsteforældre er naturligvis velkomne til at læse bogen sammen med børn og børnebørn… og få sig en god samtale om havfruer og hvaler, fiskeri og plastic, koralrev og stenrev… og meget andet.
Follow the money, hedder det i Seaspiracy. Derfor denne åbenhed: ‘Den Lille Havfrue Vender Tilbage’ er udgivet med økonomisk støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Marine Stewardship Council (MSC), Maskinmestrenes Forening, Danske Rederier, Ringsted Forsyning og Nordea Invest. Mange andre har bidraget med inspiration og viden.
Bag illustrationerne står Knud Andersen. Ordene i bogen er mine egne… og Victorias!
Med venlig hilsen, Jesper Tornbjerg
