Lærervejledning
Klar til Indkøb
I bogen Avocado-Mysteriet arbejder Victorias klasse med emnet Madspild. De laver forskellige opgaver om emnet.
De forsøger også at lære andre, hvad de kan gøre for at ændre adfærd, så vi sammen kan bekæmpe det spild det er, når mad der kunne være spist ender i skraldespanden.
Undervisningsmaterialet Klar til Indkøb stiller skarpt på hvordan vi forbrugere kan være med til at mindske mængden af mad, der ender i skraldespanden.
I undervisningsmaterialet kan I arbejde med opgaverne
- Lav Powtoon om madspild
- Lav QR-køb om madspild
- Tøm køleskabet
- Red frugt og grønt
- Lav en Book Creator om mad og indkøb
I undervisningsmaterialet Klar til indkøb er der udførlige vejledninger til alle forløbene.
I undervisningsmaterialet findes ligeledes en artikel om madspild.
Lav Powtoon om madspild
Powtoon er et animationsværktøj, hvor eleverne kan skabe kreative produktioner med mange forskellige effekter og med meget forskelligt indhold. I deres animationsfilm kan de arbejde med video, billeder, animerede tekster, figurer og meget andet. På den måde kan de fange publikums opmærksomhed og komme ud med deres budskab. Elevernes projekter kan altså hjælpe andre til at forstå og foretage valg, der er mere bæredygtige.
QR-løb om madspild
I dette QR-løb skal eleverne arbejde med temaet madspild på en sjov og kreativ måde. Et QR-løb er et postløb, hvor hver post indeholder en QR-kode. Koden kan scannes med en mobiltelefon. Selve opgaven vises herefter som en video på telefonen.
Klassen skal i fællesskab producere posterne og efterfølgende gennemføre QR-løbet. Der arbejdes i dette QR-løb med temaet madspild. Eleverne producerer i små grupper hver 1-2 poster til et fælles QR-løb. Posterne tager sit afsæt i Appen For Resten. De benytter appens forslag til opskrifter. Opskrifterne hjælper til, at rester benyttes og derfor ikke smides ud.
Posterne laves som videoer. Eleverne optager videoerne på deres telefoner
Tøm køleskabet
I opgaven skal eleverne arbejde praktisk i køkkenet med at stoppe madspild hjemme hos dem selv.
Eleverne tager et kig i deres køleskab. Her skal de finde ingredienser til en ret der primært består af rester.
Eleverne kan hente hjælp i appen For Resten fra Forbrugerrådet Tænk. I fanen Opskrifter og i appens søgefunktion kan eleverne finde inspiration til, hvilke retter man kan lave med de ingredienser, som de har til rådighed.
Eleverne tager noter og tager billeder undervejs i forløbet.
Billederne kan anvendes i fremlæggelse og evaluering af projektet.
Red frugt og grønt
I denne opgave skal eleverne arbejde praktisk i køkkenet med at stoppe madspild hjemme hos dem selv.
Eleverne kigger i køleskabet eller frugtskålen og finder et stykke frugt eller en grøntsag, der ikke er helt perfekt. Det vil sige, som har pletter eller rynker.
Nu skal eleverne anvende deres frugt eller grøntsag i en ret.
Eleverne kan hente hjælp i appen For Resten fra Forbrugerrådet Tænk.
Eleverne tager billeder af deres frugt/grøntsag og undervejs i arbejdet med den
Billederne kan anvendes i fremlæggelse og evaluering af projektet.
Lav en Book Creator om mad og indkøb
I dette Book Creator projekt, kommer skal eleverne planlægge et indkøb ud fra indholdet i skuffer, skabe og køleskab og efter årstiden og en madplan. De vil lære om forskellige mærker på mad og hvordan du kan bruge rester og undgå madspild.
Materialet er lavet som en skabelon i det digitale værktøj Book Creator. Bogskabelonen hentes i biblioteket SM96YSS og kan derfra kopieres og deles med eleverne i Book Creator.
I lærervejledningen finder du vejledninger til arbejdet med elevbogen i Book Creator, samt tekniske vejledninger til, hvordan I kommer i gang med arbejdet i Book Creator.